Når vi hører ordet krænkelse, tænker mange af os på den følelse, mange muslimer har givet udtryk for ved synet af satiretegninger af profeten. Begrebet er brugt så mange gange i denne sammenhæng, at vi nærmest kobler det til muslimers følelser. Det er dog ikke kun i denne religiøse sammenhæng, vi oplever krænkelser. Under den ophedede debat om ytringsfriheden er det en udpræget holdning, at denne ikke kan gradbøjes, at den er absolut. Hvis ikke vi kan udtrykke os om hvad som helst på en hvilken som helst måde, føler vi os krænkede.
Selvfølgelig skal vi værne om ytringsfriheden. Den er en uundværlig del af et frit og demokratisk samfund og må ikke begrænses. Men den er også et skarpslebent våben, som bør bruges hensigtsmæssigt. Og nej, jeg taler ikke om selvcensur med baggrund i frygt. Jeg taler om at bruge den med omtanke. Ikke at bruge den, fordi vi kan. Satiren er måske det mest effektive af alle udtryksmidler. Den taler til følelserne, samtidig med at den sender et provokerende budskab. Det kræver, at den eller de skildrede personer kan skabe en distance til sig selv for at se det morsomme. Ellers bliver man fornærmet.
Og hvad så, ville mange sige. Ikke andet end at det er forventeligt, at der kommer en reaktion. Om reaktionen er forståelig afhænger af øjnene, der ser, eller følelserne det vækker. I tilfældet med Muhammedtegningerne kan ingen være i tvivl om, at det har vakt heftige følelser. Om det er berettiget eller ej, og om der ligger en islamistisk ”endlösung” bagved, vil jeg ikke forholde mig til. Jeg vil kun forholde mig til, at der foregår en slags skyttegravskrig mellem to parter. En krig som bliver værre og værre.
Jeg hører tit argumentet om, at hvis man er bosat i Danmark, så må man rette sig efter de danske regler og indordne sig under den danske kultur. Skik følge eller land fly. Jeg er enig i det første og uenig i det andet udsagn. Selvfølgelig skal alle statsborgere følge de gældende love. Hvad kultur angår, bør vi derimod være så rummelige, at der kan være plads til andre kulturer – og religioner. Det gælder naturligvis også for tilflyttere.
Der er historiske forskelle på Europa og USA, hvad indvandring angår. Alligevel synes jeg, at vi kunne lære af ”den amerikanske model”. I USA har man lov til at ytre sig om hvad som helst, men da man lever i en multikulturel smeltedigel, så passer man på ikke at fornærme hinanden på deres religion. Dermed mener jeg ikke, at vi skal give hinanden mundkurv på – tværtimod.
Med omkring 20 millioner muslimer i Europa, hvoraf en ikke ubetydelig del betragter sig som islamister, er det tvingende nødvendigt, at vi forholder os til de mulige konsekvenser. Konsekvenser som vi har set det i Paris og København. Rekruttering af herboende muslimer til Islamisk Stat. Radikaliseringen. Der skal derfor oplysning til og frem for alt dialog. Men man gavner ikke situationen ved gentagne gange at fornærme profeten. Resultatet bliver blot, at endnu flere radikaliserede muslimer finder grund til at reagere – politisk eller voldeligt. Det bliver en appelsin i turbanen for islamistiske organisationers bestræbelser på at rekruttere til Jihad.